Smeltevejledning

Det kan være vanskeligt at smelte chokolade - måske du har prøvet, at chokoladen ikke vil størkne eller at den bliver grå. Det skyldes at chokolade kun indeholder kakaobønnens naturlige fedtstof, nemlig kakaosmør, hvor særlige krystallationsforhold er gældende. For at opnå et godt resultat med den smeltede chokolade skal den tempereres.
 
Har du ikke tålmodighed til at tempere chokolade, anbefaler vi at smelte den i mikrobølgeovn, ved lav effekt, under jævnlig omrøring eller at benytte den såkaldte "vekao". Vekao er tilsat vegetabilsk fedtstof, hvilket i praksis gør den lettere at håndtere, end ægte chokolade - vekao kan enten smeltes i en tykbundet gryde, ved svag varme, i mikrobølgeovn, ved lav effekt eller over vandbad, under jævnlig omrøring.
 
Tjek på emballagen om der er tale om chokolade eller vekao.

Sådan tempererer du chokolade:
1. Bring vandet i en gryde i kog.
 
 

2. Tag gryden af varmen - sæt en skål over vandbadet og kom 2/3 af chokoladen i.
Vær opmærksom på, at chokoladen ikke må komme i kontakt med hverken vand eller damp!



3. Chokoladen smeltes under omrøring.



4. Skålen tages af gryden og sættes på bordet.



5. Den sidste 1/3 af chokoladen tilsættes og smeltes under omrøring.



6. Chokoladen er klar til brug.