Kageopskrifter

Alt i kager: Småkager, brownies, boller, etc.

Go Bananas kage

Ingredienser:

Chokoladebunde:

  • 300 g hvedemel
  • 1½ tsk. natron
  • 1 tsk. bagepulver
  • 225 g smør
  • 200 g Carletti mørk Kæmpeplade
  • 400 g sukker (melis)
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 60 g kakaopulver
  • 300 g varm kaffe (kagen kommer ikke til at smage af kaffe, det fremhæver blot chokoladesmagen)

 

Bananmousse:

  • 40 g æggeblommer (2 stk.)
  • 50 g sukker (melis)
  • 2½ banan
  • Saft fra en ½ citron
  • 3 blade husblas
  • 150 g piskefløde
  • 60 g æggehvider (2 stk.)

 

Øvrigt indhold i kagen:

  • 2½ banan skåret i skiver

 

Marcipanovetræk:

  • 200 g marcipan
  • 200 g flormelis
  • 60 g glukosesirup
  • Evt. gul farve

 

Chokoladeglasur:

  • 50 g piskefløde
  • 75 g Carletti mørk Kæmpeplade, fint hakket

 

Pynt:

  • Al slags chokolade – Skumbananer, P-tærter, Brazil, Skummus, Maritza, Chokoladerosiner, etc.

 

Andet:

  • Rund bageform/springform Ø 20 cm
 
Carletti produkter:

          

 

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 175 grader alm. over/under varme.
Bland mel, natron og bagepulver sammen i en skål og stil til side. Kom smør og chokolade i en anden skål og smelt det over vandbad eller i mikrobølgeovnen, rør i det jævnligt. Tilsæt herefter sukker, vaniljesukker og kakaopulver og pisk i ca. 30 sek. Tilsæt nu den varme kaffe, lidt ad gangen, mens du fortsætter med at piske indtil massen er glat. Tilsæt æggene ét ad gangen mens du fortsætter med at piske. Vend til sidst melblandingen i dejen. Dejen er meget tynd og flydende.
Kom dejen op i en rund bageform på 20 cm i diameter. Formens bund skal være foret med bagepapir, mens at siderne skal holdes fri, den må heller ikke smøres med fedtstof. Dejen skal nemlig gerne bage sig fast på siden af formen, så du får en kage der er lige bred hele vejen op. Bag kagen midt i oven i ca. 70 minutter.
Har du et stegetermometer, så kan du evt. måle kagens kernetemperatur før du tager den ud. For en gennembagt kage skal den ligge på omkring 96-98 grader.
Vent indtil kagen er kold før du skærer den fri fra formens sider. Når kagen er kommet ud af formen, kan du skære 3 bunde (du skal evt. skære den ujævne top fra og gemme den til en omgang banan-træstammer).
Nu hvor bundene er bagt er det tid til at lave bananmoussen:
Læg husblassen i blød i koldt vand i ca. 10 min. Pisk æggeblommer og sukker hvidt. Bananerne moses og blandes med citronsaft. Bland æggemassen sammen med bananmos. Pisk fløden til skum og vend den forsigtig i bananmassen. Smelt husblassen over vandbad eller i mikrobølgeovnen, med det vand som hænger ved. Vend et par spsk. af bananmassen i skålen med husblas, så den langsomt tempereres. Bland nu al husblassen i bananmassen. Pisk æggehviderne luftige og vend dem med bananmassen.
Læg den ene chokoladebund i springformen og beklæd evt. siden af springformen med et stykke kageplast eller bagepapir. Læg et lag bananer på bunden og hæld halvdelen af bananmoussen ovenpå. Læg nu næste chokoladebund, et lag bananer og resten af bananmoussen. Sidste kagebund lægges ovenpå. Stil kagen i køleskabet til moussen har sat sig, minimum seks timer, gerne til næste dag. 
Når moussen i kagen har sat sig, dekoreres kagen med et bånd marcipanovertræk.
Riv marcipanen på den grove side af et rivejern. Ælt den sammen med de øvrige ingredienser. Ønsker du et marmoreret gult look, så skal du dele marcipanovertrækket i tre lige store stykker. Den ene forbliver ufarvet, den anden blandes med en lille smule gul og den sidste med mere gul farve. Bland nu de tre klumper sammen, rul ud og fold sammen flere gange indtil du har den ønskede marmorerede effekt.
Rul overtræksmarcipanen ud på et flormelis-drysset bord. Båndet skal måle ca. 63 cm x 9-10 cm i højden. Når du har rullet ud, kan du skære det pænt til. Den letteste måde at beklæde en kage med et bånd marcipan er forsigtigt at rulle båndet op, sæt det lodret op imod kagen og rul ud igen, kagen rundt. Skær til ved samlingen.
Marcipanbåndet skal gerne være ca. 0,5 cm højere end kagen, det giver det pæneste resultat.
Nu til pyntningen af kagens top.
Varm fløden op til kogepunktet, uden det kommer til at koge. Hæld den over chokoladen og rør rundt i det indtil al chokoladen er smeltet. Lad det stå et par minutter og køle af. Hæld det herefter over kagens top, fordel det evt. med bagsiden af en ske, så det kommer helt ud i kanterne.
Nu er det tid til at pynte kagen med en masse chokolade-lækkerier, kun fantasien sætter grænser her.

 

Tip:
Chokoladebundene kan sagtens bages et par dage i forvejen, det bliver de næsten kun bedre af og de tåler også at komme i fryseren.